Real Madrid dropper Kaka

Verdens bedste fodboldspiller Kaka bliver nok aldrig Real Madrid-spiller. I hvert fald ikke, hvis man skal dømme ud fra de seneste meldinger fra kongeklubben.

Verdens bedste fodboldspiller Kaka kan ifølge Real Madrids præsident ikke engang komme på holdet i kongeklubben. Fold sammen
Læs mere
Foto: Arnd Wiegmann/Reuters

Real Madrids præsident afviser nu al snak om at hente Kaka til kongeklubben. Selv om Ramon Calderon har jagtet Milan-stjernen i over et år, siger han nu offentligt, at der ikke er plads til ham i Real Madrids startopstilling.

»Jeg virker måske arrogant, men Kaka vil nok ikke engang kunne få lov at starte inde på det nuværende Real Madrid-hold.«

Holdet er komplet
En overraskende udmelding fra den øverste ledelse i Madrid, men Calderon insisterer:

»Holdet er meget komplet som det er i dag, og det vil være ekstremt svært at gøre holdet endnu bedre.«

Calderon byggede ellers hele sin præsidentkampagne i 2006 op på et løfte om skaffe Kaka til Real Madrid. Men det er glemt nu.

Den kontroversielle melding kommer få dag efter Milans vicepræsident Adriano Galliani afviste, at et skifte kan komme på tale.

25-årige Kaka har foreløbig kontrakt med Milan frem til sommeren 2011. Men i Milan lyder det selvsikkert, at han underskriver en kontraktforlængelse frem til 2013 med Milan.

Ny kontrakt til målsluger
Til gengæld kan Real Madrids hollandske målræv Ruud van Nistelrooy se frem til en forlængelse af sin kontrakt, som en anerkendelse af hans imponerende målstatistik for kongeklubben. Ramon Calderon siger, at den 31-årige angriber i løbet af de næste dage får tilbudt en kontraktforlængelse.

»Spillere som ham fortjener at blive belønnet for både deres præstation og opførsel. Han er en usædvanlig spiller og person, og det vil være super, hvis han kan slutte sæsonen som topscorer sammen med Raul,« siger Ramon Calderon.