Real får bøde og advarsel

Den spanske fodboldstolthed Real Madrid fik fredag en bøde og en advarsel om, at hjemmebanen Bernabeu kan blive lukket efter tilskueruroligheder.

Bernabeu kan blive lukket for tilskuere.

Det er den formaning, Real Madrid fredag fik af det spanske fodboldforbund, efter at hovedstadsklubbens tilskuere dagen forinden gik amok, da holdet blev slået ud af pokalturneringen af Betis Sevilla. Real Madrid fik samtidig en bøde for de uroligheder, der blandt andet betød, at en linjedommer blev ramt af en flaske, og at Betis-målmand Toni Doblas måtte se en mobiltelefon flyve forbi sig.

Kampen, der sluttede 1-1 og sendte gæsterne videre i turneringen på reglen om udebanemål, måtte stoppes to gange. De oprørte Real-fans var blandt andet utilfredse med en annullering af en hovedstødsscoring fra Ivan Helguera.

/ritzau/