To et halvt år har været rigtig lang tid at vente på Anti Doping Danmark og Danmarks Idrætsforbunds store dopingrapport. Ikke bare derfor er der grund til at være spændt på, at vi tirsdag får offentliggjort arbejdets resultater.

Der er også grund til at være spændt af den grund, at det forhåbentligt kan få hele meningen med rapporten tilbage i folks bevidsthed.

Det er der nemlig behov for, efter det søndag og mandag på utroligste vis lykkedes for Michael Rasmussen, at få det meste til at handle om ham og hans forsøg på at bringe det samlede arbejde i miskredit.

Over for Ekstra Bladet buldrede manden, der i sin tid fik arbejdet til at rulle, frem med beskyldninger om, at undersøgerne holder hånden over kollegaen Nicki Sørensen. Denne påståede beskyttelse af Nicki Sørensen mener Michael Rasmussen er baggrunden for, at der er blevet ændret i den måde, Michael Rasmussens forklaringer blev redigeret på.

Jeg kan - ligesom det er tilfældet for alle andre, herunder formentlig også Michael Rasmussen - på det eksisterende grundlag umuligt vurdere, om han har en pointe.

Jeg kan dog konstatere, at Nicki Sørensen ikke leverer varen i regnestykket. Han holder således ikke hånden over sig selv, når han på Berlingske i dag indrømmer at have brugt doping og i øvrigt forklarer, at han har leveret yderligere detaljer om dette til undersøgerne.

Og det her ved jeg: Michael Rasmussen vil for altid være udfordret i rollen som troværdighedens førstemand, og jeg synes endnu, vi har til gode at se den offentlige udgave af personen Michael Rasmussen agere med andre dagsordener end dem, der tjener ham bedst.

Michael Rasmussen var trængt så langt i defensiven som tænkes kan, da han indrømmede sin dopingbrug. En læsning af hans bog »Gul feber« afslører ingen højere idealer hos cykelmennesket Michael Rasmussen, men tværtimod en fundamental går-den-så-går-den-kultur.

Så bliver det svært at tro på idealerne, og det vil bare altid være en halvfalsk sang, når en mand, der har løjet sig gennem sin professionelle karriere, taler om beklikket troværdighed.

Men altså. Optakten til offentliggørelsen kom til at handle om Michael Rasmussen, der fremviste eksempler på, at hans oprindelige forklaring var blevet kraftigt redigeret.

Er det mon unormalt?

Sagen er, at vi ikke ved, hvad der er normalt. Og at vi stadig har til gode at høre, om der er gode forklaringer på proceduren. Det kunne der jo sagtens være.

Dette er det første arbejde af sin slags i Danmark. Hvordan gruppen i detaljer har arbejdet med at sammenskrive sin viden, finde dokumentation, vurdere, hvad der holder og ikke holder, det ved vi ikke.

Det bliver vi måske klogere på tirsdag, og så bliver vi forhåbentligt klogere på det, som det hele handler om, hvilket aldrig har været om lige netop Nicki Sørensen tog doping, men hvordan dopingkulturen var i dansk cykelsport i årene fra 1998 og frem til i dag og især, hvordan lederne har ageret.

Jeg er særligt spændt på to ting. For det første om Festina-skandalen overhovedet ikke påvirkede kulturen i den danske del af den internationale elite. Fortsatte man mon upåvirket en praksis, det ellers havde chokeret en hel verden at få lov at kigge ind i?

For det andet om det er lykkes for undersøgelsen af frembringe dokumentation, der bringer os tættere på, hvilken dopingpraksis, der eventuelt har været i de år, Bjarne Riis ledede det store danske cykelhold. Og i hvor høj grad Bjarne Riis var initiator på denne praksis.

Som sagerne står nu er Tyler Hamiltons bog stadig det stærkeste angreb på Riis’ ageren som holdejer, men det er også et angreb uden den nødvendige, konkrete dokumentation. Det er bare en påstand. Kan andre i rapporten underbygge den påstand, vil det selvfølgelig ikke gøre det nemmere for Riis at vende tilbage til sporten, hvis han da i øvrigt måtte drømme om det.

Endelig kan det vel heller ikke udelukkes, at der - som det har været tilfældet med Lance Armstrong - vil kunne lande erstatningskrav hos Bjarne Riis for at have ført kommercielle partnere bag lyset, hvis det dokumenteres, at der blev kørt på det helt store dopingprogram med chefens viden.

Uanset hvad indholdet må være, bliver det godt at få rapporten frem. Om ikke andet så for ikke at gå og vente på den længere.