Rasmussen til start i Holland

Cykelrytteren Michael Rasmussen, der står uden hold efter sin fyring fra Rabobank, stiller på lørdag op i det hollandske cykelløb Ronde van Pijnacker.

Selv om han for tiden står uden hold efter sin fyring fra Rabobank-holdet under Tour de France, kører Michael Rasmussen stadig cykelløb. Efter at være blevet hyldet af sine danske fans i Tour de Charlottenlund mandag aften, har 'Kyllingen' lavet en aftale med arrangørerne af Ronde van Pijnacker, som er et hollandsk gadeløb, der køres lørdag den 18. august.

Den ansvarlige bag løbet, Maarten Welling, har ingen skrupler ved at skrive kontrakt med danskeren, der har haft problemer med at holde dopingkontrollen informeret om, hvor han befandt sig op til Tour de France.

- For mig at se er han endt som syndebuk. Han er ikke blevet taget i at have dopet sig, og ingen ved nøjagtigt, hvorfor han blev fyret fra Rabobank, siger Welling til avisen De Telegraaf.

Blandt Ronde van Pijnackers sponsorer er den lokale afdeling af pengeinstituttet Rabobank. Her har man imidlertid ingen problemer med, at løbets deltagerliste omfatter Rasmussen, der angiveligt får cirka 110.000 kroner for at stille op.

/ritzau/