Rasmussen slap med skrækken

Et kort øjeblik var Michael Rasmussen bange for, at Tour de France 2007 var slut for hans vedkommende. Men danskeren slap fra styrt med mindre skramme.

En enkelt lille hudafskrabning på pegefingeren var den lykkelige udgang på Michael Rasmussens styrt på onsdagens fjerde etape i Tour de France. En klat olie på vejen var skyld i styrtet cirka 15 kilometer før målstregen i Joigny, og i et kort øjeblik var Tourens enlige danske rytter bange for, at løbet var slut for hans vedkommende.

- Der lå noget olie, som en lastbil sikkert har tabt, og der blev bremset lige foran mig. Jeg kunne hverken køre til højre eller venstre og blev nødt til at bremse også, og så forsvandt forhjulet under mig. Det gjorde rigtig ondt lige der, og jeg var bange for, at fingeren var brækket. Havde det været tilfældet, havde Touren været slut for mig, og det viser bare, hvor lidt der skal til. Heldigvis slap jeg med det her, og det ødelægger næppe min Tour, sagde Michael Rasmussen, mens han kiggede på det lille sår på fingeren./ritzau/