Rasmussen: Olsen må finde sig i kritik

FC Midtjylland-træner, Erik Rasmussen, mener, at landstræner Morten Olsen må acceptere mediernes kritik. Hvis han ikke kan tåle den, må han gå af.

Morten Olsen har beklaget sig over den kritik, der fulgte i kølvandet på 1-3-nederlaget til Spanien. Landstræneren har kaldt den uden nuancer og realisme. De udmeldinger møder dog ikke megen forståelse hos FC Midtjyllands træner, Erik Rasmussen, der hævder, at den slags kritik er en del af jobbet.

- Man kan godt blive frustreret som træner over uberettiget kritik, men det er jo en del af gamet. I et så profileret job og med de store kvaliteter Morten har, er det jo naturligt, at han bliver udsat for kritik og kommer til at stå til regnskab. Morten er jo ikke fredet, siger Erik Rasmussen til B.T. lørdag.

- Men så vidt jeg husker, sagde Morten jo noget tilsvarende for et par år siden. Hvis han ikke synes, det er værd at være landstræner for Danmark, og at kritikken er under bæltestedet, så må han jo bare sige sit job op, fortsætter FC Midtjylland-træneren.

/ritzau/