Rasmussen kludrede i datoerne

Michael Rasmussen erkendte onsdag, at han tirsdag både kludrede i, hvem han talte med hos UCI i april 2006, og hvilken dag han snakkede med UCI.

Da Michael Rasmussen tirsdag forsøgte at forklare omstændighederne omkring sine advarsler fra UCI, sagde danskeren, at han den 2. april 2006 ringede til UCI's antidopingkontor og talte med den nuværende chef, Anne Gripper. Det afkræftede Anne Gripper overfor Ritzau, hun blev nemlig først ansat hos UCI i oktober.

Efter onsdagens etape erkendte danskeren, at han havde kludret i tingene tirsdag.

- Jeg blev stillet om til en dame og troede, at det var Anne Gripper. Det var åbenbart en anden dame. Jeg kludrede også i datoen, det var ikke den 2. april - men den 4. april, jeg lavede det opkald, sagde Michael Rasmussen onsdag.

/ritzau/