Rasmussen i ly under Monacos flag

Den danske stjernerytter kører på anden sæson under et fremmed flag i et forbund, der er så godt som ikke eksisterende.

Passet er dansk. Den hjemlige base er i Italien. Men det cykelforbund, Michael Rasmussen formelt hører ind under, ligger i fyrstedømmet Monaco.

Forvirret?

Med rimelig grund. For Michael Rasmussen har de seneste par sæsoner kørt under fremmed flag, og det har vakt undren i Danmarks Cykle Union (DCU), som i december havde et møde med Michael Rasmussen, hvor det formelle tilhørsforhold var på dagsordenen. I sæsonen 2006 kørte Rasmussen således på licens i Mexico, og det tilhørsforhold ville unionen ikke længere acceptere.

»Vi forlangte, at Michael Rasmussen fra og med i 2007 som et minimum havde licens i et europæisk land. Det accepterede han, og vi kan konstatere, at han har valgt Monaco som hjemsted,« siger sportsdirektør Jesper Worre.

At Michael Rasmussen har licens i det skattebegunstigende Monaco, influerer dog ikke på hans nationalitet i konkurrencesammenhæng. Rasmussen kører således stadig i den rød-hvide landsholdstrøje ved VM. Men i tilfælde af en eventuel dopingsag er det i første instans op til det monegaskiske cykelforbund at behandle sagen og indstille til sanktioner.

»Jeg har til dato aldrig hørt, at Monacos cykelforbund har foretaget sig nogetsomhelst i nogen retning,« konstaterer Jesper Worre.

Det mexicanske cykelforbund, som Rasmussen formelt kørte under i 2006, er heller ikke blandt de mest udfarende, vurderer sekretariatschef Finn Mikkelsen fra Anti-Doping Danmark

»Der bliver næppe udført ret megen dopingkontrol af en instans som vores i Mexico. Men at Michael Rasmussen formelt har hørt til dér, påvirker ikke vores arbejde, så længe han kører på et dansk nationalhold. Vi kan altså tage til Mexico og teste ham akkurat som Den internationale Cykle Unions (UCI) anti-doping korps også kan gøre det,« siger Mikkelsen.

»Med de resultater, Michael Rasmussen har præsteret, er han i forvejen i en gruppe af ryttere, som er under særlig bevågenhed af UCI, og han har som alle andre iøvrigt oplysningspligt om, hvor han måtte befinde sig i eller uden for konkurrence,« fortæller Finn Mikkelsen.

Michael Rasmussen forberedte sig til årets Tour de France i det mexicanske højland, men blev ikke testet i de næsten tre uger, han befandt sig på de breddegrader. Til gengæld blev han testet to gange i de dage, han var i Danmark for at køre om det nationale mesterskab, hvor den 33-årige bjergkonge ikke gjorde meget væsen af sig på en sprinterbetonet rute omkring Roskilde. Resultatet af prøverne foreligger endnu ikke.

Trods fyrstendømmet Monacos lidenhed - også hvad angår antallet af cykelryttere - har navne som tyske Andreas Klöden, kazakhiske Alexandre Vinokourov og italienske Leonardo Piepoli valgt af flage med Monacos rød-hvide farver.