Rasmussen har forskanset sig i Italien

Hvor tager Michael Rasmussen mon hen for at slikke sårene oven på onsdagsexiten i Tour de France? Et godt spørgsmål, som han ikke ønskede at svare på, da Berlingske Tidende torsdag havde telefonisk kontakt med idrætsverdenens p.t. mest jagede atlet.

Om end oplysningen kom offentligheden for øre i aftes.

Flere medier kunne i hvert fald berette, at Michael Rasmussen er set i Italien ved hjemmet nær Gardasøen. TV 2 viste endda billeder, hvor Michael Rasmussen bakkede med den lange, grå familiebil.

TV-stationen oplyste endvidere, at Michael Rasmussen har forskanset sig inden døre i selskab med hustruen Cariza, sønnen Milo en bekendt samt forældrene Mona og Finn Rasmussen.

Michael Rasmussen har dog for nuværende ingen yderligere kommentarer til bortvisningssagen, dopingrygterne og Rabobanks ageren så meget lod Rasmussen forstå i går.

Herhjemme er Team Danmark villig til at give Michael Rasmussen ekspertrådgivning ud fra et menneskeligt perspektiv. Hvis og såfremt den tidligere gule førertrøje i Tour de France skulle være interesseret.