Rasmussen fyret fra Rabobank

Rabobank har nu valgt at afskedige cykelrytteren Michael Rasmussen, der angiveligt har forladt Frankrig og er taget hjem til Italien.

Cykelrytteren Michael Rasmussen er blevet fyret fra sit hollandske cykelhold, Rabobank. Det oplyser holdets manager Theo de Rooij ifølge Ritzau.

- Michael er blevet fyret med øjeblikkelig virkning, og hovedgrunden er et seriøst brud på tilliden. I går (onsdag, red.) fandt jeg ud af, at Michael ikke var i Mexico, men i Italien, sagde Theo de Rooij.

Fyringen kommer i kølvandet på, at Rabobank onsdag valgte at trække Rasmussen ud af årets løb, da han har løjet for sin arbejdsgiver. Over for dagbladet BT afviser Michael Rasmussen dog selv denne udlægning.

Her til formiddag overvejede resten af Rabobank-holdet, om de skulle trække sig fra løbet. Men holdet har besluttet at fortsætte.

Ifølge TV 2 News har Michael Rasmussen helt forladt Frankrig og opholder sig lige nu i sit hjem i Italien.