Ondt blev søndag til værre for FC København, der kollapsede og smed en 1-0-føring og tabte 1-2 ude til OB i den første af ti kampe i ligaens nedrykningsspil.
OB's mål til 2-1 blev sat ind af Rasmus Falk, der spillede sin kamp nummer 400 i Superligaen. De fleste af de mange kampe spillede Falk for FCK, som er i dyb krise i den hjemlige liga.
Med nederlaget er FCK nu inde i en sjælden stime på syv kampe i Superligaen i træk uden sejr.
Det er første gang, at FCK deltager i den nederste halvdel i stedet for mesterskabsspillet, og det kan kun betegnes som en fiasko for den forsvarende mester.
Målet er ændret fra medaljer til en jagt på syvendepladsen, der kan være vejen til Europa for FCK.
I den sammenhæng var det en særdeles vigtig sejr for OB og en mindst lige så stor bet for FCK.
OB indtager nu syvendepladsen med 30 point og har nu et point ned til FCK og Randers FC.
Spillet på banen lader stadig meget tilbage at ønske for FCK, og det lignede til forveksling den seneste 2-2-kamp på Fyn for tre uger siden i grundspillet.
FCK-angriberen Yousouffa Moukoko var foretrukket helt i front, og tyskeren brændte tidligt en stor chance.
Moukoko kom frem til meget i første halvleg, men han havde generelt vanskeligt ved at kontrollere bolden og komme frem til afslutninger.
Den tidligere Dortmund-angriber var dog med i målet til 1-0, da han fik et skudforsøg blokeret, som Jordan Larsson lukrerede på.
Den svenske FCK-kantspiller var hurtigst over bolden og hamrede den fladt i mål ved den nærmeste stolpe.
I den anden ende fik OB-angriberen Noah Ganaus en kæmpe chance, men tyskeren ramte bolden svagt.
Kort før pausen udgik en sygdomsramt Thomas Delaney, og FCK-anføreren blev afløst af William Clem.
OB-angriberen Jann-Fiete Arp nåede inden pausefløjtet at hamre bolden lige over overliggeren, men FCK slap med skrækken.
I anden halvleg mistede FCK initiativet og grebet om kampen, og i stedet overtog OB taktstokken.
Den indskiftede OB-angriber Jay-Roy Grot lavede en smart vending og tonsede mod mål, men FCK-keeper Alex Runarsson reddede forsøget.
OB fortsatte med at dominere og presse FCK langt ned i egen zone, og fynboerne blev belønnet for indsatsen i form af to mål i slutfasen.
1-1-målet kom efter et hjørnespark, hvor Runarsson først diskede op med en god redning.
OB-stopperen Julius Berthel Askou fulgte op på returbolden og pandede den i det tomme mål efter 79 minutter.
Efter 87 minutter smed den indskiftede FCK-spiller Pantelis Hatzidiakos bolden uforståeligt ind foran eget mål. Grot takkede for gaven og tvang en redning ud af Runarsson.
Falk dukkede op mellem venner og fjender og gjorde det onde ved sin tidligere mangeårige arbejdsgiver.
/ritzau/
