Rasmus Astrup tilbage i Rødovre efter et år i Frederikshavn

Rasmus Astrup er tilbage i Rødovre efter en sæson i Frederikshavn.
Læs mere
Fold sammen

Den fortabte søn Rasmus Astrup vender hjem. Efter en sæson i Frederikshavn White Hawks blev hjemveen for stor for Rødovre-drengen.

Den rutinerede forward skrev mandag aften to års kontrakt med Rødovre Mighty Bulls.

Stedet for underskrivelsen var så speciel som scenen i Atlas Biograferne i Rødovre Centrum, hvor der var snigpremiere på den fabelagtige, prisbelønnede dokumentarfilm, Red Army, hvor man kommer bag facaden på russisk ishockey. Filmen får premiere i en række biografer 23. april.

På scenen blev Rasmus Astrup spurgt om forskellen på White Hawks og Mighty Bulls. Svaret var på ét ord: »Pengene.«

Samtidig blev der skrevet et års forlængelse med wingen Nicklas Beyer Carlsen.

Inden den barske og fascinerende film om russisk hockey med fokus på tiden omkring den iskolde krig mellem øst og vest fortalte den tidligere Rødovre-kaptajn Bent Hansen om den første russiske ishockeytræner i Danmark, Boris Kulagin, og den tidligere holdleder Børge Levinsohn om den første russiske spiller, Valeri Bragin.

Da russerne kom til Rødovre, er et tema, som har indskrevet sig med flammeskrift i dansk ishockeys historie.