Raptors' basketevner koster McDonalds dyrt i pomfritter

McDonald's har delt gratis pomfritter ud, hver gang NBA-holdet Toronto Raptors har lavet 12 3-point-scoringer.

Toronto. NBA-holdet Toronto Raptors' basketevner koster McDonalds dyrt.

Som led i en marketingkampagne lovede flere af fastfoodkædens restauranter i Ontario, Canada, inden sæsonen, at man ville give gratis pomfritter, hver gang Raptors laver minimum 12 3-point-scoringer i en kamp.

Ifølge amerikanske The Financial Post estimerede McDonalds, at det ville koste kæden 700.000 gratis omgange mellem-pomfritter, skriver nyhedsbureauet AFP.

Tallet er dog nået over to millioner, og der mangler stadig kampe i sæsonen, hvor Raptors er i NBA-finalen mod Golden State Warriors.

Indtil videre har Raptors' 3-point-evner kostet fastfoodkæden over 26 millioner kroner, vurderer kæden.

Raptors lavede minimum 12 3-point-scoringer i 44 kampe i grundspillet og har indtil videre nået milepælen ti gange i slutspillet.

I første kamp af finaleserien mod Warriors lavede Raptors 13 3-point-scoringer, hvilket kostede McDonalds 80.000 omgange gratis pomfritter.

Mike Forman ejer fire restauranter i staten Ontario, hvor Raptors hører hjemme. Han siger, at det naturligvis har været en underskudsforretning, men han håber, at det betaler sig i det lange løb.

Kunder skal nemlig downloade McDonalds' app for at kunne indløse de gratis pomfritter.

Raptors har muligheden for at give fansene flere gratis pomfritter, når de møder Golden State Warriors natten til lørdag i Californien.

Raptors fører 2-1 i finaleserien, der spilles bedst af syv kampe.

/ritzau/