Målet er som forhekset, lyder en velkendt sportskliche. Og hvis ishockeyspillerne i New York Rangers begynder at få en mistanke om, at der overnaturlige kræfter på spil, er det ikke så underligt.

Efter sæsonens tre første hjemmekampe i Madison Square Garden venter Rangers fortsat på den første scoring. Det er aldrig sket før i ligaens historie.

Natten til onsdag fuldendte holdet det målløse hattrick med 0-2 mod Edmonton Oilers. Mandag blev det 0-1 mod Washington Capitals, og sæsonpremieren i sidste uge endte med et 0-3-nederlag til Pittsburgh Penguins.

- Jeg ved ikke, om jeg skal le eller græde, siger den svenske center Mika Zibanejad til NHL's hjemmeside.

- Vi vil have mål, skreg publikum undervejs i kampen. Men deres bønner blev ikke hørt, og mere end 16.000 tilskuere måtte igen gå skuffede hjem fra den berømte arena på Manhattan.

Det er ikke, fordi Rangers-spillerne ikke forsøger. I de tre hjemmekampe har holdet i alt haft 90 skud inden for målrammen.

Måltørken er ekstra bemærkelsesværdig set i lyset af, at Rangers i sæsonens første to udekampe har scoret ti gange.

Holdets kaptajn, J.T. Miller, mener da også, at der er tale om en tilfældighed.

- Lad os nu ikke gøre det her til mere, end det er. Vi har spillet fem kampe i sæsonen, og der har været mange gode ting. Det er en unik situation, siger han.

Man skal tilbage til sidste sæsons sidste kamp midt i april for at finde den seneste Rangers-scoring på egen is. Målscoreren dengang, Mika Zibanejad, hæfter sig ved, at det ikke skorter på muligheder i kampene.

- Vi skaber en masse chancer, men vi scorer bare ikke. Det er ganske simpelt. Selvfølgelig skal snart vi til at score på vores chancer, men det ville være anderledes, hvis vi ikke skabte noget, siger Mika Zibanejad.

Han og holdkammeraterne kan glæde sig over, at de næste to kampe er på udebane i Toronto og Montreal. Tirsdag i næste uge kan holdet så forsøge at bryde måltørken i "The Garden" i hjemmekampen mod Minnesota Wild.

/ritzau/