Randers-træner: Dårlig sæsonstart er afværget

Randers FC fik sæsonens første sejr, da holdet fredag vandt 1-0 over AC Horsens i Superligaen.

Thomas Thomasberg kan gå glad på weekend efter sejren over AC Horsens. Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Randers. Randers FC's cheftræner, Thomas Thomasberg, mener, at randrusianerne har afværget en dårlig sæsonstart, efter at det lykkedes at vinde 1-0 hjemme over AC Horsens i Superligaen fredag aften.

Forud for opgøret havde Randers spillet sine tre første ligakampe uafgjort.

- Det var en vigtig sejr for os, fordi ellers havde det været en dårlig start for os.

- Vi har selvfølgelig heller ikke tabt endnu, men det er fedt, at vi fik den første sejr mod Horsens. Så er det minus med, at vi ikke har vundet, i hvert fald slettet, siger Thomasberg.

Randers-midtbane Jakob Ankersen glæder sig over, at holdet nu ikke har et efterslæb i tabellen.

- Sejren mod Horsens var ekstra vigtig, fordi vi på den måde kan holde os til i toppen, hvor vi gerne vil være, siger han.

Horsens havde inden fredagens opgør ikke indkasseret et mål i Superligaen, men den statistik fik Randers ødelagt med Marvin Eghos mål midt i første halvleg.

Ifølge Jakob Ankersen var det en speciel kamp, men han er meget tilfreds med, at det lykkedes kronjyderne at score kampens enlige mål mod en svær modstander.

- Det var spillemæssigt ikke den kønneste kamp, men de tre point luner gevaldigt. Vi vil gerne være med i toppen, så jeg synes, at vi kan være meget tilfredse.

- Det var en underlig kamp, som var meget chancefattig og duelpræget. Horsens er et svært hold at spille imod, og jeg synes, at det er en kæmpe cadeau til holdet, at vi var de første til at score mod dem.

- Jeg synes, at vi slog dem på samtlige parametre, så det var fortjent, at vi vandt, siger Ankersen.

Horsens-anfører Malte Kiilerich fortæller omvendt, at han slet ikke er tilfreds med gæsternes præstation.

- Vi spillede for langsomt, og vi kom ikke derind, hvor det kunne være blevet farligt.

- Jeg er ikke tilfreds med præstationen, selv om jeg synes, at vi på en god dag kunne have spillet uafgjort mod dem, siger han.

Horsens stod ofte lavt i banen mod Randers, men holdet havde enkelte gode omstillingsmuligheder.

Ifølge Malte Kiilerich er det kronjydernes grundige forberedelse, der er grunden til, at Horsens aldrig for alvor lykkedes med at blive farlige og derfor indkasserede sæsonens første nederlag.

- Jeg tror, at Randers har luret på, at vi er rigtig gode på omstillinger, så de var klar på, at vi ikke skulle få lov til at få dem, siger han.

I næste runde får Horsens besøg af FC Midtjylland, mens Randers tørner sammen med FC København i Parken.

/ritzau/