Det spidser til for Randers FC i kampen for at undgå nedrykning efter seks kampe uden sejr i Superligaen.

I forsøget på at få ekstra støtte på lægterne har Randers inviteret til gratis fodbold søndag hjemme mod Vejle, der allerede er sikker på at rykke ned. Det oplyser Randers mandag på sin hjemmeside.

Senest tabte Randers 0-2 ude til Silkeborg og er kun et enkelt point foran FC Fredericia, der er placeret under nedrykningsstregen med tre kampe tilbage.

Helt konkret åbner Randers for gratis adgang på unummererede pladser, mens billetprisen til nummererede pladser er sat ned til 20 kroner.

Tilskuere, der allerede har købt billet, får beløbet refunderet. Sæsonkortholdere får den første øl eller vand på husets regning.

- Det er nu, vi skal stå sammen som klub, fans og by i jagten på overlevelse.

- Opbakningen fra tribunerne kan være forskellen, når kampene skal afgøres, og spillerne har brug for at kunne mærke støtten hele vejen, lyder det på klubbens hjemmeside.

Randers-spilleren Mathias Greve erkender, at resultaterne ikke har været gode nok i de seneste uger.

- Vi har brug for point i de sidste tre kampe. Vi har brug for, at vi i klubben nu står sammen. Det er på sin plads, at vi gør det i en hård tid i klubben, siger Mathias Greve til klubbens hjemmeside.

- Jeg synes, at klubben og i særdeleshed fansene er blevet forkælet i de seneste mange år med mange placeringer i top-6. Det er ikke selvsagt i en klub på vores størrelse, siger han.

/ritzau/