Räikkönen ødelagde Hamiltons fest

Kimi Räikkönen vandt i sin Ferrari Det Britiske Grand Prix på Silverstone foran Fernando Alonso og Lewis Hamilton.

Formel 1-kometen Lewis Hamilton fik søndag på Silverstone-banen sin niende podieplads i sit niende løb. Det er en voldsomt imponerende statistik, men alligevel var Det Britiske Grand Prix en skuffelse for McLaren-køreren og de tusindvis af engelske fans på tribunerne. Hamilton blev nemlig "kun" nummer tre i et løb, hvor Ferrari-piloten Kimi Räikkönen fik sin anden sejr i træk. Den forsvarende verdensmester Fernando Alonso blev nummer to.

Lewis Hamilton fører fortsat den samlede VM-stilling, men Alonso hentede lidt ind på teamkollegaen og er nu 12 point efter. Kimi Räikkönen ligger nu på tredjepladsen med 18 point op til Hamilton.

/ritzau/