Raheem Sterling indrømmer uforsvarlig kørsel i retten
Raheem Sterling indrømmer, at han kørte uforsvarligt under påvirkning af lattergas før soloulykke.
Raheem Sterling indrømmer, at han kørte uforsvarligt under påvirkning af lattergas før soloulykke.
Den tidligere engelske fodboldstjerne Raheem Sterling indrømmer tirsdag i retten, at han kørte uforsvarligt, da han 28. maj i år kørte galt i sin Lamborghini på en motorvej.
Det skriver nyhedsbureauet AFP, der var til stede i Basingstoke Magistrates' Court, hvor Sterling tirsdag var mødt op i et sort jakkesæt for at afgive sin forklaring i sagen.
Han indrømmer også, at han havde indtaget de seks patroner med lattergas, som politiet fandt i bilen, ligesom han medgiver, at han ikke ønskede at aflægge en prøve til politiet efter ulykken.
Sterling kørte i en soloulykke sin Lamborghini ind i autoværnet på en motorvej i Hampshire om morgenen torsdag 28. maj. Han blev anholdt og siden løsladt mod kaution.
BBC har tidligere skrevet, at Sterling risikerer op til to års fængsel i sagen.
31-årige Sterling har været klubløs, siden han forlod Feyenoord i slutningen af sidste sæson. Han nåede at spille otte kampe for den hollandske klub. Tidligere har han repræsenteret Liverpool, Manchester City, Chelsea og Arsenal.
Mellem 2012 og 2022 spillede Sterling 82 landskampe for England. Han har været med ved tre VM- og to EM-slutrunder.
RITZAU