Den engelske landsholdsspiller Danny Rose glæder sig til, at fodboldkarrieren er ovre, så han slipper for at blive udsat for åbenlys racisme.
Det siger den 28-årige Tottenham-spiller ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Jeg har fået nok. Jeg er omkring fem-seks år tilbage af min fodboldkarriere, og jeg ser frem til at kunne vende den ryggen, når jeg ser, hvordan tingene foregår i spillet i øjeblikket, siger Rose.
Forsvarsspilleren mener, at straffene for racistiske tilråb er så lave, at det ikke afskrækker fans fra at fortsætte.
- Der er så meget politik i fodbold, og jeg kan ærlig talt ikke vente, til jeg er på den anden side af det.
- Selvfølgelig er det sørgeligt, men når lande kun får bøder i størrelsesordenen af det, jeg bruger på en aften ude i London, hvad forventer man så?
- Et land kan kun få en lille bøde for racisme. Det er en farce i øjeblikket, siger Rose.
Han og flere af holdkammeraterne blev mødt af racistiske tilråb, da England spillede EM-kvalifikation mod Montenegro i Podgorica.
England vandt kampen med 5-1, og Raheem Sterling fejrede sit mål ved at holde hænderne bag sine ører ud mod dem, der havde kommet med de racistiske tilråb.
På Twitter skrev Sterling:
- Det er den bedste måde at få "haters" til at tie stille (og ja, jeg mener racister).
/ritzau/