Qatar vil sikre coronafrit fodbold-VM næste år

Qatar er i dialog med vaccineudbydere for at sikre, at alle, der rejser til VM i Qatar, er vaccinerede.

Qatars udenrigsminister Sheikh Mohammed bin Abdulrahman al-Thani forventer et coronafrit VM næste år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Khalid Mohammed/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mens der af coronahensyn igen sås tvivl om, hvorvidt der kan afholdes OL i Tokyo denne sommer, kan man roligt se frem til næste års VM i fodbold, uden at virusset kommer til at lægge en dæmper på begivenheden.

I hvert fald hvis man spørger værtsnationen, Qatar.

Landets udenrigsminister, Sheikh Mohammed bin Abdulrahman al-Thani, forsikrer lørdag, at man er klar til at afholde VM, og at man er i dialog med vaccineudbydere for at sikre, at alle, der rejser til VM i Qatar, er vaccinerede.

Det skriver Qatars nyhedsbureau QNA.

»Lige nu er der programmer under udvikling for at give vaccination til alle deltagere ved VM. Vi vil forhåbentlig være i stand til at afholde en coronafri begivenhed,« siger Sheikh Mohammed bin Abdulrahman al-Thani, som også er vicepremierminister.

Præsidenten for Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, Gianni Infantino, har tidligere udtrykt forventning om, at VM-kampene bliver spillet foran fulde tribuner.

Alt imens er der stor debat rundt omkring i verden, om hvorvidt Qatar overhovedet skal have lov til at afholde VM på grund af landets mangelfuldhed, når det kommer til basale menneskerettigheder.

I marts berettede avisen The Guardian, at 6500 gæstearbejdere i Qatar har mistet livet, siden ørkenstaten i 2010 blev tildelt VM-slutrunden.

VM skal efter planen afholdes fra 21. november til 18. december i 2022.

/ritzau/