Paris Saint-Germain er som forsvarende Champions League-mester udråbt til favorit mod Liverpool i onsdagens kvartfinale.

Bookmakerne har PSG som favorit til at gå samlet videre til semifinalerne.

Den vurdering kan PSG-træner Luis Enrique dog ikke bruge til noget som helst.

- Alle forsøger at finde ud af, hvem der er favorit. Men i den slags kampe betyder et stempel som favorit intet. Det bliver vanskeligt for begge hold, siger Luis Enrique på tirsdagens pressemøde.

I sidste sæson mødtes de to hold i ottendedelsfinalen, og her blev styrkeforholdet vurderet lige omvendt af bookmakerne. Det minder PSG-træneren også om på pressemødet.

- Sidste år sagde alle, at Liverpool var favorit til at gå videre. Og PSG endte med at gå videre, konstaterer spanieren.

PSG slog efter to tætte opgør Liverpool ud efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence. Og pariserne endte senere med at vinde turneringen for første gang i klubbens historie.

- Det er positivt, at vi kæmper med om titlen hvert år, og at vi skal møde Liverpool. Vi vil gerne nå frem til semifinalerne. Vi ved dog, hvor svært det bliver. Men vi er meget motiverede, siger Enrique.

Liverpool er ikke i lige så god forfatning som i sidste sæson, hvor holdet blev engelsk mester og generelt spillede både bedre og mere stabilt.

I denne sæson er det blevet til 15 nederlag for Liverpool på tværs af alle turneringer. Det er flest nederlag i en enkeltstående sæson for Liverpool siden sæsonen 2014/15, hvor holdet tabte 18 kampe.

PSG's kamp mod Liverpool fløjtes i gang onsdag klokken 21.00.

/ritzau/