PSG håber at se Neymar på træningsbanen efter CL-brag

Skal man tro PSG-træner Thomas Tuchel, er der en chance for, at Neymar vender tilbage i marts.

Siden Neymar blev skadet, har Paris Saint-Germain vundet syv kampe og tabt én. (Arkivfoto) Charles Platiau/Reuters Fold sammen
Læs mere

Paris. Paris Saint-Germains cheftræner, Thomas Tuchel, krydser fingre for, at Neymar er tilbage på træningsbanen i næste måned.

27-årige Neymar har siddet ude med en fodskade siden 23. januar, da han udgik fra en pokalkamp mod Strasbourg.

Siden 20. februar har han været hjemme i Brasilien som en del af genoptræningen. Men PSG satser på at have Neymar klar til en potentiel kvartfinale i Champions League.

- Det er vigtigt for os, at han kommer tilbage til Paris, før vi skal møde Manchester United, for at hjælpe os og støtte os.

- Jeg håber, at han kan begynde at træne med efter den kamp, siger Thomas Tuchel.

Uden Neymar har PSG vundet syv kampe og tabt én. Den franske storklub besejrede blandt andet Manchester United 2-0 på udebane i ottendedelsfinalen i Champions League.

Returopgøret mod Manchester United spilles 6. marts, men alt tyder på, at det i hvert fald bliver uden Neymar.

I sidste sæson missede brasilianeren tre måneder, da han skadede samme fod. Dengang krævede det en operation, men det slap han for i denne omgang.

Neymar har i alt spillet 23 kampe og scoret 20 mål i indeværende sæson.

/ritzau/AFP