Nottingham Forest er under massivt pres i Premier League, hvor klubben aktuelt kun lige nøjagtig ligger til at overleve, og det kan give FC Midtjylland en fordel torsdag aften i Europa League.
Nedrykning vil få enorme konsekvenser for Nottingham Forest på og uden for banen, og derfor prioriterer klubben lige nu Premier League over Europa League.
Det betyder, at træner Vitor Pereira kommer til at spare nogle af sine spillere i torsdagens ottendedelsfinale, så de er klar til weekendens møde med Tottenham, der også kæmper for livet i den engelske liga.
- Intentionen er at vinde kampen og konkurrere om at gå videre. Men vi har endnu en kamp om tre dage, og det er vigtigt at være friske mentalt og fysisk. Derfor er det vigtigt, at jeg roterer i morgen (torsdag, red.).
- Jeg giver chancen til nogle spillere, der får muligheden for at bevise, at de har evnerne til at hjælpe holdet, siger portugisiske Vitor Pereira på onsdagens pressemøde på MCH Arena.
Nottingham Forest tabte det første opgør på hjemmebane med 0-1 til FC Midtjylland, og hvis englænderne skal videre i Europa League, skal de altså vinde med to mål.
Og Vitor Pereira medgiver, at det er svært at sætte holdet, når man kæmper for livet i to turneringer samtidig.
- Vi er i en situation, hvor jeg skal prøve at balancere holdet og konkurrere i begge turneringer. Jeg kan ikke bare glemme den næste kamp i Premier League, for det er en vigtig kamp for os.
- Vi vil først og fremmest gerne holde klubben i Premier League, men også prøve at konkurrere i Europa League, og vi kommer til at gøre vores bedste for at gå videre, siger Vitor Pereira.
Han har da heller ikke opgivet at lave et comeback i Herning.
- FCM er et stærkt hold - et meget fysisk hold. Men vi skabte mange chancer til at vinde den første kamp, og vi tror på, at vi har kvaliteten til at vinde, siger Vitor Pereira.
De to mandskaber mødes på MCH Arena torsdag klokken 18.45.
/ritzau/
