Cykelholdet Israel-Premier Tech har været omdrejningspunktet for de massive propalæstinensiske protester, der har ramt cykelløb og særligt Vuelta a España den seneste tid.
Undervejs i det spanske etapeløb valgte holdet at fjerne navnet "Israel" fra cykeltrøjerne, og nu går overvejelserne på, hvad der skal ske i den kommende sæson.
- Holdet planlægger i øjeblikket brandingen for 2026 og vil meddele eventuelle ændringer, når tiden er inde, lyder det i en udtalelse fra Israel Premier-Tech til nyhedsbureauet Reuters onsdag.
Udmeldingen kommer, efter at flere af de øvrige sponsorer i de seneste dage også har øget presset på den israelske relation.
Cykelholdet er ejet af den canadisk-israelske rigmand Sylvan Adams og kører under israelsk licens.
Factor Bikes, der er en af de øvrige sponsorer, er blandt dem, der har lagt pres på.
- Uden et skifte af navn og flag vil vi ikke fortsætte, har selskabets stifter Rob Gitelis sagt til mediet Cyclingnews.
Premier Tech har været delt navnesponsor siden 2017, men anerkender, at den globale situation er forandret siden dengang.
- Den nuværende situation omkring holdnavnet er ikke længere bæredygtig i forhold til at nå vores mål, hvilket er selve årsagen til vores engagement i cykelsport, har det lydt fra Premier Tech ifølge flere medier tidligere på ugen.
Flere af etaperne i årets Vuelta blev påvirket af propalæstinensiske demonstrationer. Nogle af etaperne blev forkortet, andre blev neutraliseret, mens sidste etape til Madrid blev afblæst 60 kilometer fra mål.
/ritzau/