Lørdagens 0-3-nederlag til Fulham var dråben, der fik bægeret til at flyde over for Wolverhampton.

Premier League-klubben skriver søndag på sin hjemmeside, at man har fyret den 57-årige cheftræner Vitor Pereira og alle portugiserens otte stabsmedlemmer.

Wolverhampton har efter de første ti Premier League-kampe stadig den første ligasejr i sæsonen til gode. Holdet ligger nummer sjok med to point.

- Desværre har starten på denne sæson været en skuffelse, og på trods af vores stærke ønske om at give cheftræneren tid til at finde forbedre holdet er vi nået til et punkt, hvor vi er nødt til at foretage en ændring, siger bestyrelsesformand Jeff Shi.

Pereira nåede lige under et år i Wolverhampton. Han overtog cheftrænerjobbet i december 2024. På det tidspunkt lå klubben nummer 19 i Premier League.

Men under portugiserens ledelse spillede man sig væk fra nedrykning og sluttede sæsonen som nummer 16.

I sommerpausen blev profiler som Matheus Cunha og Rayan Ait-Nouri solgt til henholdsvis Manchester United og Manchester City, og de afgange har man indtil videre kunnet se.

De gode takter fra foråret er ikke taget med i indeværende sæson, hvor holdet har kæmpet en del mere med spillet.

Det til trods forlængede Wolverhampton i midten af september kontrakten med Pereira. På daværende tidspunkt havde holdet tabt de fire første Premier League-kampe.

Siden er skuden ikke vendt, og lørdagens nederlag til Fulham, der var det fjerde i træk, fik klubledelsen til at ændre mening i forhold til beslutningen i september.

I første omgang overtager U21-træner James Collins og U18-træner Richard Walker midlertidigt styringen, mens klubben er på jagt efter en ny cheftræner, lyder det.

/ritzau/