Premier League-klub vil til bunds i sag om stadionuroligheder

Kriseramte West Ham har iværksat en undersøgelse efter ballade under kampen mod Burnley.

West Hams Kevin Noble kom i karambolage med en fan, der invaderede banen i kampen mod Burnley. Scanpix/Peter Cziborra
Læs mere
Fold sammen

Det blev en voldsom oplevelse, da fodboldklubben West Ham lørdag tabte 0-3 hjemme til Burnley i Premier League.

Kampen på London Stadium skulle have været brugt som anledning til at ære West Ham-legenden Bobby Moore, der døde for 25 år siden.

I stedet vil den blive husket for en baneinvasion af West Ham-fans og trusler fra andre frustrerede fans mod klubbens ledelse.

Mange fans stillede sig op i nærheden af det område, hvor West Ham-ejerne David Gold og David Sullivan sad, og de måtte forlade deres sæder.

Det synes være et spørgsmål om tid, før Det Engelske Fodboldforbund (FA) åbner en sag mod West Ham, der allerede selv har reageret.

»West Ham har med det samme iværksat en gennemgående undersøgelse af de hændelser, der skæmmede anden halvleg af kampen i dag (lørdag, red.), og vi er klar til at handle på passende vis,« meddeler klubben på sin hjemmeside.

West Ham har tabt tre kampe i træk i Premier League.

Klubben er femtesidst med kun tre point ned til Crystal Palace lige under nedrykningsstregen.

/ritzau/