Premier League bekræfter afgørelse: City er skyldig
Manchester City vil benytte sig af de appelmuligheder, klubben har, lyder det på Citys hjemmeside efter dom.

Manchester City vil benytte sig af de appelmuligheder, klubben har, lyder det på Citys hjemmeside efter dom.

Premier League bekræfter på sin hjemmeside, at en uafhængig kommission har fundet Manchester City skyldig i alle alvorlige anklager om brud på ligaens økonomiske regler.
Desuden har fodboldklubben overtrådt "størstedelen" af reglerne om manglende samarbejde med Premier League i efterforskningen.
Udmeldingen flugter med den nyhed, som The Athletic og BBC i fredags præsenterede.
Her lød det, at kommissionen har fundet City skyldig i 114 ud af de 115 anklagepunkter, som blev rejst mod klubben for mere end tre år siden.
City nægter sig skyldig og oplyser på sin hjemmeside, at man vil appellere afgørelsen.
- Premier Leagues proces er fortsat i gang, og væsentlige dele er endnu ikke afsluttet.
- Manchester City vil nu benytte sig af de appelmuligheder, klubben har, da den mener, at afgørelsen indeholder klare og væsentlige fejl, som relaterer sig til jura, principper og faktuelle forhold og derfor ikke kan lægges til grund, skriver klubben.
Anklagerne mod den emiratarabisk ejede klub handler hovedsageligt om urigtige oplysninger om økonomien, herunder sponsorindtægter og aflønning af spillere. Det drejer sig om perioden fra sæsonen 2009/10 til 2017/18.
I den periode vandt City tre mesterskaber. Det blev også til tre Liga Cup- og en FA Cup-triumf.
Det er endnu uvist, hvad straffen bliver for de mange forseelser. Det skal afgøres ved en separat høring i den uafhængige kommission.
Ifølge Premier Leagues regelsæt kan en eventuel straf være alt lige fra en bøde til nedrykning fra Premier League eller pointstraf eller fratagelse af titler.
City har frem til 2. oktober til at appellere dommen officielt. Tidshorisonten for appelsagen fremgår ikke af Premier Leagues meddelelse.
Herefter kan sagen havne hos en voldgiftsret i England, men den kan ikke ankes til Den Internationale Sportsdomstol (CAS). Det skyldes, at der ikke er aftalt appeladgang til CAS i Premier League.
Det var ellers sportsdomstolen, der reddede City, da klubben i 2020 stod til udelukkelse fra europæiske turneringer i to år for brud på Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) regler om Financial Fair Play.
Dengang blev sagen omstødt på grund af utilstrækkelige beviser og forældede forseelser.
RITZAU