Prada frastjålet følsom computer

Mystikken stiger i Auckland, efter at Prada-advokat har meldt sin computer stjålet

Skæg og blå briller synes at spille en stadig stigende rolle i denne udgave af Louis Vuitton Cup. Lørdag lagde endnu et skær af mystik sig over Auckland, da Alessandra Pandarese fra Prada berettede, at hendes bærbare computer var blevet stjålet. Tyveriet er opsigtsvækkende i mere end en forstand. For ikke alene er Alessandra Pandarese advokat for det italienske udfordrersyndikat til America's Cup - hendes computer var propfyldt med dokumenter, som adskillige i disse tider ville give mange penge for at få adgang til. For en uge siden valgte Prada i form af Punta Ala Yacht Club sammen med Team Dennis Conner og New York Yacht Club at kræve OneWorld diskvalificeret fra Louis Vuitton Cup på grund af spionage mod blandt andre Team New Zealand. Sagen har tidligere været forelagt The Arbitration Panel - America's Cups eget voldgiftsnævn, som idømte OneWorld en straf på et point i de indledende round robins. Siden er der ifølge de to ansete sejlklubber imidlertid dukket nye beviser op, og umiddelbart inden semifinalerne skal sagen gå sin gang på ny - denne gang med indkaldelse af vidner. Hvem er tyven? Spekulationerne går videre ...

/Ernstved