Poulsen og Sevilla vandt Super Cup

Sevilla og danske Christian Poulsen tog sæsonens første trofæ, da de vandt den spanske Super Cup med sejr på 5-3 over famlende Real Madrid-hold.

Christian Poulsen havde en afgørende fod med i spillet, da de spanske pokalvindere Sevilla slog mesterholdet Real Madrid i den spanske Super Cup-finale. Sevilla havde vundet det første opgør på hjemmebane med 1-0 og udbyggede forspringet, da Renato på et glimrende oplæg fra Christian Poulsen bragte Sevilla foran 1-0 i returopgøret på Bernabeu i Madrid efter et kvarter. Det blev starten til et sandt festfyrværkeri med flot angrebsfodbold og to særdeles gavmilde forsvar.

Real Madrids unge hollandske nyindkøb Royston Drenthe kanonerede et langskud ind under overliggeren til 1-1, men Renato og Kanouté på straffespark gjorde det til 3-1 til gæsterne, inden Fabio Cannovaro reducerede til 2-3 på hovedstød inden pausen.

Et kvarter før tid fik en anden forsvarsspiller Sergio Ramos også udlignet for Real Madrid, men med sit andet og tredje mål lukkede Frederic Kanouté kampen og tilføjede dermed Real Madrid og holdets nye træner Bernd Schuster et ydmygende nederlag.

/ritzau/