Poulsen bænket i Sevillas genopstandelse

Med Christian Poulsen på bænken i 74 minutter fik Sevilla i fjerde forsøg årets første sejr i den spanske liga ude over Levante.

Sevillas drømme om et spansk mesterskab blev søndag genrejst med udesejr på 4-2 over Levante. Sevilla har fået en skrækkelig start på det nye år med to nederlag og en uafgjort, men søndag på Ciutat de Valencia viste Sevilla sig igen som et tophold i et opgør, hvor danske Christian Poulsen måtte se til fra bænken i 74 minutter.

Ligatopscorer Frederic Kanoute åbnede med sit 16. sæsonmål i første halvleg, og i anden halvleg burde al spænding være fjernet med en scoring af Aleksander Kersjakov og selvmål af Damiano Tomassi. Men Levante kom forrygende tilbage og reducerede til 2-3 i 74. minut, hvor Christian Poulsen så kom på banen. Få minutter senere gjorde Alejandro Ligero det til 4-2.

Sevilla overtog for en stund førstepladsen La Liga med forspring på to point til Barcelona, der spiller senere søndag.

Morten Skoubo fik for første gang i lang tid en plads i Real Sociedads startopstilling, da Real Sociedad blev holdt fast i bunden med 0-2 hjemme i baskerbraget mod Athletic Bilbao.

/ritzau/