Portræt: Manden med den brede ryg og den tykke hud

En æra i dansk og europæisk fodbold sluttede tirsdag aften, da kontinentets længst siddende landstræner, danske Morten Olsen, forlod sit job. Berlingskes sportsredaktør, Benjamin Munk Lund, tegner et portræt af en landstræner, der måske skulle have fulgt sin første exit-plan ud af landstrænerjobbet.

Landskamp mellem Danmark-Sverige. Morten Olsen stopper Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

»Jeg tror faktisk ikke, at Morten er uinteresseret i at fortsætte.«

DBUs daværende generalsekretær, Jim Stjerne Hansen, fik i efteråret 2011 et venligt prik på skulderen af et menneske, der kendte både ham, men i særdeleshed fodboldlandstræner Morten Olsen.

Manden var efter alt at dømme Ajax-scouten John Steen Olsen.

Det var en god nyhed for Jim Stjerne Hansen. Han ledte efter en ny landstræner, for Morten Olsen havde sagt, at han ville stoppe i sommeren 2012. Det ændrede bare ikke ved, Olsen stadig var Jim Stjerne Hansens ubetingede drømmekandidat.

Prikket på skulderen kom i oktober 2011, hvor Danmark netop havde spillet en fremragende landskamp mod Norge og bragt sig tæt på deltagelse ved EM i Ukraine og Polen den følgende sommer.

Kampene havde tændt en gnist i Morten Olsen igen. Det føltes ikke længere så rigtigt at forlade dette landshold. Det føltes måske mere rigtigt at blive, han havde fornemmet noget potentiale i de dage, som han havde lyst til at arbejde videre med.

Da landsholdet mødtes næste gang en måned senere, kørte Jim Stjerne Hansen i sin bil til holdets træningslejr i Helsingør for at kigge Olsen i øjnene og afklare, om der var indhold bag fornemmelserne af, at Olsen var frisk på mere.

Det var han. Jim Stjerne ville gerne lave en aftale med det samme af frygt for, at Olsen skulle finde på at ombestemme sig, hvis de to sidste kampe i den kvalifikation mod Cypern og Portugal gik galt, og man ikke kom til EM.

Men Olsen ville ikke skrive under før kampene, han ville til gengæld godt love Jim Stjerne Hansen, at han selvfølgelig holdt sit ord. Han skulle nok forlænge, og han forlængede.

Sådan er Morten Olsen også. På alle måde ordentlig og ordholden. Ligesom han over årene er blevet beskrevet som både stædig, stejl, krævende, disciplineret, stolt, konservativ og passioneret. Blandt andet. Olsen kan tale fodbold i en uendelighed, men har altid interesseret sig meget lidt for at tale om ret meget andet. Der er han privat. Og så er der stort set ikke den spiller, der har været en del af Morten Olsens fodboldhold, der ikke beskriver ham som den bedste, eller en af de bedste trænere, vedkommende nogensinde har haft. Det er få trænere, der kan nyde sådan et skudsmål.

Selv om historien ikke lader sig skrive om, er det besnærende her på den første dag i mere end 15 år, hvor Morten Olsen ikke er dansk landstræner, at spørge sig selv, om Olsen kom ud af jobbet i tide, om han alligevel skulle have fundet udgangen dengang i 2012?

Det potentiale, han fornemmede i efteråret 2011, er aldrig kommet i svingninger. De sidste tre og et halvt år har været meget ujævne, hvilket bare 12 sejre i 35 kampe fortæller alt om, og resultaterne blev derefter. Først kom man ikke til VM i Brasilien, og tirsdag aften var det så EM-slutrunden i Frankrig til sommer, der forsvandt.

Det gjorde selvfølgelig Morten Olsen ked af det på det et personligt plan, og han tog alt ansvar for, at landsholdet ikke havde fundet et ordentlig niveau, da han efter kampen i Parken tirsdag aften forlod jobbet. Men frem for alt var han ked af det på spillernes og det danske landsholdspublikums vegne over, at de ikke får den oplevelse med.

Også for Olsen havde det været en mere passende udgang på landstrænerepoken at stå på franske stadioner i sommersol end den sidste gåtur, han nu fik fra udskiftningsbænken gennem novemberregnen og ned i omklædningsrummet for at sige farvel til sine spillere.

Men Olsen var afklaret med, at det selvfølgelig stoppede lige der, og i modsætning til de tre klubjob, han har haft i løbet af karrieren i Brøndby, FC Köln og Ajax Amsterdam, hvor han alle steder blev fyret, så blev det selvfølgelig ham, der sagde farvel til det job, han næsten var vokset sammen med.

Det var et farvel, der begyndte allerede i det tidlige forår i år, hvor han annoncerede, at han ikke ville forlænge den nuværende kontrakt.

Det lå nu heller ikke i kortene, at han ville være blevet forlænget af en DBU-ledelse, som det har syntes åbenlyst aldrig ramte samme frekvens som landsholdschefen. Det var et farvel, alle kunne se komme, men Olsen tog fusen på de fleste, da han tidligt - og med både slag med halen og slet skjulte stikpiller - annoncerede, at han ville træde tilbage senest i sommeren 2016.

Nu endte farvellet altså med at blive effektueret allerede i minutterne efter EM-skuffelsen.

Rejsen, der var begyndt i sommeren 2000 i en venskabskamp på Færøerne, var nået til vejs ende. Undervejs bragte Olsen Danmark til to VM-slutrunder og to EM-slutrunder. Han mislykkedes kvalifikationen til lige så mange.

Han vil formentlig især blive husket for straks ved sin ankomst at kalde til 4-3-3-formation på det danske landshold og gøre hurtige fløjspillere klinet op ad sidelinjerne til en art taktisk signaturudtryk.

De hold, Olsen havde med ved VM i 2002 og EM i 2004, var de bedste, han nogensinde havde som landstræner. Her var år, hvor Danmark spillede lige op med fodboldhold på alle niveauer.

Fortællingen forandrede sig, efter det kiksede at komme til VM i 2006. Det blev mere ujævnt, spillernes niveau faldt, men Olsen fik alligevel hevet Danmark med til slutrunder igen i 2010 og 2012. Det var på mange måder egentlig en større bedrift end de to første gange.

Morten Olsen lagde i sine 15 år som landstræner aldrig skjul på, at han elskede dette job, som ikke var et job for ham. Det var et kald, og det var omgærdet af en mærkbar troværdighed, når Olsen forklarede, at han arbejde for dansk fodbolds skyld lige så meget som for sin egen.  Taknemmeligheden over at have fået mere end 15 år i det arbejde fyldte også meget, da han tirsdag aften trådte tilbage.

Vi, der oplevede Olsens sidste pressemøde, som landstræner, kommer til at huske det længe. Vi kommer til at genfortælle det flere gange.

Vi kommer til at fortælle, hvordan Olsen smed paraderne og indrømmede, at han formentlig havde været vrissen nogle gange hen over årene. Han indrømmede såmænd også, at han formentlig havde været stejl - og måske også taget fejl af og til i de fodbolddebatter, han stort set aldrig holdt sig ude af.

Vi kommer til at huske, at han ikke længere greb ud efter alle mulige forklaringer på, hvorfor landstrænerkarrieren skulle slutte med det dårligste af alle hans resultater, nemlig at Danmark ikke fik spillet sig med til historiens første EM med hele 24 deltagerlande. Det havde ikke været godt nok, indrømmede han, han indrømmede, at man ikke havde skabt chancer nok, og at han aldrig fandt en stabilitet og rytme.

Få mennesker i dansk sport - det skulle måske lige være Bjarne Riis - har skullet forholde sig til det medietryk, Olsen gennem de seneste 15 år har oplevet. Han er utallige gange blevet konfronteret og kritiseret af den presse, der over årene har fulgt landsholdet i Danmark og udlandet. Han har ofte rystet på hovedet og svaret igen, nogle gange er han blevet så rasende, at han har smidt røret  på eller forladt et direkte interview.

Men ryggen har altid været så bred og huden så tyk, at tavlen var renset kort efter.

Tirsdag aften sagde han farvel og tak for kampen og samarbejdet til pressen.

Pressen svarede med en klapsalve, da han rejste sig. Ikke over resultatet, men af respekt og over formatet.