Popovic tager to år mere som Danmarks landsholdsassistent
Helle Thomsen får også de kommende år hjælp af Bojana Popovic, som har forlænget sin kontrakt som assistent.

Helle Thomsen får også de kommende år hjælp af Bojana Popovic, som har forlænget sin kontrakt som assistent.

Samarbejdet mellem Helle Thomsen og Bojana Popovic fortsætter et par år endnu.
DanskHåndbold oplyser i en pressemeddelelse, at 46-årige Popovic har forlænget sin kontrakt frem til udgangen af 2028.
Popovic blev sidste år hevet ind som assistent af Thomsen, som er svært begejstret for montenegrineren.
- Jeg er meget glad for, at Bojana har valgt at tage to år mere som assistent. Hun er virkelig skarp håndboldmæssigt og en fornøjelse at arbejde sammen med.
- Under kampene betyder hendes blik for spillet og temperament meget både for mig og for holdet. At vi samtidig deler de samme værdier og drømme for landsholdet, gør kun samarbejdet endnu stærkere, siger Helle Thomsen.
Tirsdag kom det frem, at den tidligere stjernespillers kontrakt med rumænske CSM Bucuresti var blevet ophævet. Nu skal hun derfor kun koncentrere sig om at skaffe Danmark succes på håndboldbanen.
- Jeg nyder virkelig samarbejdet med spillerne, trænerstaben og hele organisationen. Ambitionerne, professionalismen og mentaliteten på holdet gør det til et helt særligt miljø at være en del af, og jeg tror oprigtigt på det, vi er ved at bygge sammen, siger Bojana Popovic.
I sine velmagtsdage på banen var Popovic en af verdens bedste spillere. Hun var også blandt de største profiler på Slagelse-holdet, som tre gange vandt Champions League med Anja Andersen som træner.
Alle tre gange blev hun topscorer i Europas største klubturnering, som hun i alt vandt seks gange. Med landsholdet var højdepunktet OL-sølvet i 2012 og VM-bronzen i 2001.
RITZAU