Polsk underlag forhindrer Wozniacki i at spille Fed Cup

Ifølge Piotr Wozniacki er Caroline Wozniacki ikke den samme som tidligere på grund af sin gigtsygdom.

Caroline Wozniacki røg i januar ud af Australian Open i tredje runde. David Gray/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Når det danske kvindelandshold i tennis fra torsdag til lørdag spiller Fed Cup, bliver det uden topspilleren Caroline Wozniacki.

Ifølge sin far og træner, Piotr Wozniacki, har tennisstjernen, der sidste år fik konstateret leddegigt, ikke reageret godt på et lignende underlag.

- Caroline trænede i Warszawa på et underlag magen til det, de spiller Fed Cup på. Men det forløb ikke optimalt. Det var ikke den Caroline, vi kender.

- Hun kan ikke gøre det, hun gerne vil, når hun træner, siger han til Ekstra Bladet.

Kampene mod Rusland og Polen spilles på underlaget hardcourt, som der findes mange varianter af.

- Jeg vil ikke presse hende. Hun presser sig selv, mere end jeg gør, men hun bliver hurtigere træt, siger Piotr Wozniacki.

Med afbuddet hænger tennisstjernens OL-deltagelse i 2020 i en tynd tråd.

Hendes deltagelse i Fed Cup var nødvendig, hvis hun skulle nå at opfylde kravene for at komme i betragtning til en plads ved OL i Tokyo i sommeren 2020.

Her skal man nemlig deltage i to Fed Cup-turneringer inden OL, og der er kun i år og næste år tilbage.

Dermed kan en dispensation være eneste vej til OL for Wozniacki.

Hun deltog i januar i Australian Open, hvor hun nåede tredje runde.

Efter sit exit i grand slam-turneringen raslede hun ned ad verdensranglisten, hvor hun i øjeblikket er nummer ti.

Den tidligere verdensetter håber ifølge Ekstra Bladet på en billet til turneringen Qatar Open, der begynder 11. februar.

Danskeren er ikke tilmeldt turneringen, men satser på et wild card. Det er dog endnu ikke sikkert, at Wozniacki kan deltage i turneringen på grund af fysikken.

/ritzau/