Polsk tennisstjerne besejrer Rybakina i finale i Toronto
Den seksdobbelte grand slam-vinder Iga Swiatek havde fuld kontrol gennem hele kampen mod Elena Rybakina.

Den seksdobbelte grand slam-vinder Iga Swiatek havde fuld kontrol gennem hele kampen mod Elena Rybakina.

Den tidligere verdensetter Iga Swiatek har vundet finalen i WTA 1000-turneringen i canadiske Toronto over Elena Rybakina med 6-2, 6-3.
Det er Swiateks første titel i år.
Hun havde før turneringen ikke nået frem til en finale i 2026. Hendes forsøg på at genvinde Wimbledon efter sidste års finalesejr endte i tredje runde.
Den polske tennisstjerne, der har vundet seks grand slam-titler i karrieren, vandt kampen overbevisende over Rybakina, der virkede træt i sit spil.
Rybakina vandt tidligere på året Australian Open og ligger nummer to på verdensranglisten.
Hun fik en skidt start, hvor hun tabte sin serv i første parti. Hun lavede flere dobbeltfejl og blev senere brudt endnu en gang. Swiatek var samtidig meget sikker i sin serv.
I andet sæt var Swiatek stort set aldrig truet.
Sejren til Swiatek betyder ifølge nyhedsbureauet AFP, at den 25-årige polak rykker op på en femteplads på verdensranglisten.
Swiatek vandt sidste års Wimbledon-finale med de overbevisende cifre 6-0, 6-0.
Sådan et resultat var ikke set i en grand slam-finale siden 1988, hvor Steffi Graf bankede Natalia Zvereva med to æg i French Open-finalen.
I Wimbledon var det ikke sket siden 1911.
Swiatek har ud over sidste års Wimbledon-triumf vundet French Open fire gange og US Open en enkelt gang.
RITZAU