Politichef ransager Rasmussen-sag

Finansselskabet Rabobank har hyret en tidligere politichef for at komme helt til bunds i sagen om cykelholdets fyring af Michael Rasmussen.

Rabobanks fyring af Michael Rasmussen skal nu finkæmmes til mindste detalje for at fastslå omstændighederne. Finansselskabet Rabobank har således sat den tidligere politichef Peter Vogelzang for at få overblik over Rasmussen-skandalen, der fredag fik holdchefen, Theo de Rooij til at forlade sin post på cykelholdet.

Vogelzang er nuværende chef for den hollandske olympiske komité, samt bestyrelsesmedlem i det hollandske fodboldforbund.

Han skal undersøge al kommunikation og placere ansvaret i Rasmussen-sagen, så den store hollandske bank kan rette op på dopingskandalen, der nu knytter sig til cykelholdet Rabobank. Finansselskabet Rabobank forventer til oktober en redegørelse og tilhørende anbefalinger fra Vogelzang.

/ritzau/