Pokeråret åbner i Caribien

Pokermanegen er pakket ud under tropiske himmelstrøg på Bahamas i årets første World Poker Tour-turnering.

Op mod 700 pokerhajer fra primært Europa og USA prikker på fredag hul på årets første store pokerturnering i World Poker Tour-regi, PokerStars Caribbean Adventure, der afholdes under tropiske himmelstrøg på Paradise Island i Bahamas.

Amatører og hårdhudede professionelle - her i blandt en lille håndfuld danskere - vil placere sig indendørs i kunstigt kølige hoteltemperaturer på den caribiske ø, hvor James Bond drak sjusser i den seneste film, Casino Royale.

Forfatteren til denne artikel var selv til stede ved turneringen på samme tidspunkt sidste år, hvor den tidligere frimærkehandler, 34-årige Christian Grundtvig, tog det første skridt ind i historiebøgerne med en fornem niendeplads.

Og jo - man kan kun blive misundelig på de heldige hajer, der enten har kvalificeret sig i satellitturneringer på nettet eller vælger at smide 7.800 amerikanske dollars kontant, for at lege med (plus udgifter til hotel, fly og hvad der ellers bliver konserveret i de tropiske forhold).

Turneringen markerer desuden begyndelsen på et særdeles begivenhedsrigt år for hele pokerbranchen. Når pokercirkusset pakkker sammen på Bahamas, vil nogle af hajerne fare videre mod Australien, hvor Aussie Millions kører ugen efter.

Hovedparten af de europæiske deltagere vil flyve tilbage mod noget kolde himmelstrøg i København, hvor European Poker Tour for tredje år i træk gæster Casino Copenhagen.