Poker - lektion 4

I denne lektion gennemgår vi de forskellige positioner - hvor man sidder - omkring pokerbordet.

Foto: Allan Lundgren / Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Udtryk som knappen, small blind og big blind er begreber for, hvor en spiller sidder ved bordet, og det har, som vi skal se, stor betydning for spillets gang.

Når der deles kort ud til en omgang Texas Hold'em, er der allerede penge i puljen, inden kortene sendes gennem luften. Inden man overhovedet begynder med at dele kort ud, så skal de to spillere, der sidder lige efter knappen nemlig betale blinds.

I pokerverdenen kaldes disse to positioner for henholdsvis small blind og big blind, og det er blinds, der giver spillet dynamik. Uden blinds er der ikke noget at spille om, og så bliver poker hurtigt meget kedeligt.

Big blind er i øvrigt næsten altid dobbelt så stor som small blind, hvilket vil sige, at hvis small blind betaler én dollar, så skal big blind lægge to dollar.

Når big blind, som i vores eksempel, er på to dollar, skal alle de spillere, der ønsker at deltage i hånden betale minimum to dollar, og på denne måde bygges der en pulje op, og spillet kan tage form.

Alle spillerne, der sidder efter blinds, er således tvunget til minimum at betale, hvad der svarer til big blind for at deltage i pokerhånden, og det er for at undgå, at der er nogen, der kan fedte sig igennem uden at betale. Alle spillere, der ønsker at deltage i hånden, må med andre ord betale, hvad det koster.

Men hvor meget det reelt set kommer til at koste ved man aldrig før alle har budt. Er der eksempelvis en spiller, som vælger at lægge mere end big blind i puljen, så må alle de andre spillere følge trop og betale ekstra eller også må de smide hånden, og dermed heller ikke længere deltage i kampen om at vinde puljen.

Når alle deltagende spillere på denne måde har betalt det samme beløb, så er vi klar til floppet og dermed også en ny byderunde.

Blinds giver spillet dynamik

HVAD ENTEN DU spiller No-Limit- eller Limit-poker, er reglerne de samme. Alle spillere skal have lagt det samme beløb i puljen inden de næste kort kan blive vendt. Derfor er den enkelte spillers position i poker næsten ligeså vigtig som hvilke kort, vedkommende har på hånden.

Denne pointe kan illustreres med et meget typisk eksempel. Vi forestiller os, at spilleren, der sidder lige efter big blind, har en mindre god hånd, men alligevel betaler to dollar i håb om at se et drømmeflop, hvorefter spilleren, der sidder til venstre, vælger at raise indskuddet til fire dollar. Nu er den mindre gode hånd tvunget til at lægge yderligere to dollarkroner i puljen for at se sit drømmeflop (og efterfølgende spillere kan jo raise endnu mere), og på denne måde kan det hurtigt blive en dyr fornøjelse at spille dårlige hænder i tidlige positioner.

Det er derfor en klar ulempe jo tidligere man skal byde, da disse spillere aldrig kan være sikre på, hvor meget det reelt koster at spille hånden, og det er da også derfor, at man altid skal huske at flytte knappen og blinds en gang til venstre, hver gang en hånd er overstået.

Position er ligeså vigtig som gode kort

DA SPILLERNE UMIDDELBART efter blinds således aldrig kan vide sig sikre på, hvad det næste kort kommer til at koste før alle andre har budt, så er disse spillere alvorligt handicappede i forhold til eksempelvis spilleren på knappen.

Denne spiller vil i denne og alle de efterfølgende byderunder være den sidste til at bestemme om vedkommende skal byde eller ej, og han kan derfor træffe sin beslutning på baggrund af, hvordan alle de andre har budt.

Det er den indlysende grund til, at den måske allervigtigste tommelfingerregel i poker er, at jo tidligere man skal byde, jo bedre kort skal man have. De gode spillere smider således prompte et lille par, hvis de sidder i forhånd, mens de gladeligt vil spille hånden, hvis de sidder i baghånd.

Pokerskolen er lavet af Martin Wendt, der er professionel pokerspiller, i samarbejde med Pokermagasinet Ace.