Danmark har ry for at avle gode pokerspillere, og vi plejer også med jævne mellemrum at været repræsenteret helt fremme i de store turneringer verden over befolkningen størrelse taget i betragtning.

Men når finalen i World Poker Tour-turneringen "Grand Prix de Paris" i den franske hovedstad afgøres fredag aften er der en helt særlig undtagelse. Blandt de sidste seks spillere, der skal kæmpe om i alt 13 millioner kroner, sidder nemlig for første gang i WPT-regi to danskere om bordet med det grønne filt.

De to er Christian Grundtvig fra pokerholdet Pokerteam.dk samt Henrik Witt, der til daglig er dansk pokerrepræsent for Pokerplex - et af de utallige online-pokerselskaber.

De seks tilbageværende har nogenlunde lige mange chips mellem hænderne, når finalen begynder, så matematisk set er der cirka en tredjedel chance for, at en dansker tager endnu et trofæ på World Poker Tour, hvor Gustav "Gus" Hansen de senere år har vundet i alt tre titler med tilhørende millionpræmier.

Christian Grundtvig har været tæt på et stort resultat flere gange. I januar blev han slået ud på en ottendeplads i WPT-turneringen på Bahamas - en turnering med 724 deltagere - og sidste efterår opnåede han en flot fjerdeplads ved European Poker Tour-turneringen i den østrigske by, Baden.

Henrik Witt har også et nogenlunde turneringsresultat i frisk erindring. Det stammer fra PartyPoker's millioncruise i marts, hvor han blev nummer 15 ud af 528 deltagere.

Lykkes det for en af de to danskere at stryge helt øverst fredag aften på Aviation Club de France, kan vedkommende tage hjem til Danmark med godt fem millioner skattefri kroner på lommen.