Med en superligasæson lige til glemmebogen er det svært at nedtone vigtigheden af torsdagens pokalfinale for FC København.

Det er der da heller ingen i hovedstadsklubben, der gør forud for opgøret mod FC Midtjylland.

- Det er derfor, vi arbejder så mange timer. Det er for at nå frem til de her kampe. Så skal man også glæde sig til dem, når de er der, siger cheftræner Bo Svensson.

Foruden en titel er der den eneste danske plads i næste sæsons Europa League-kvalifikation på spil i torsdagens dyst mellem FCK og FCM.

- Det er vigtigt for FCK at spille europæisk. Der er en grund til, at Europa League ligger over Conference League, så selvfølgelig har det en betydning. Det vil også have en betydning for det fremtidige projekt, siger Svensson.

Midtbaneslider og klubmand Thomas Delaney har spillet en del pokalfinaler og efterhånden prøvet det meste i FCK. Han vil dog ikke gå så langt som at sige, at sæsonen kan reddes med en pokalsejr.

- Jeg synes, at pokalen har fået et større liv end tidligere, så selvfølgelig er det et klart mål og vigtigt for os, men om det redder noget. Nej, vi bliver nødt til at stå på mål for den Superliga, vi har haft. Men måske kan vi også endelig sige, at det er lagt bag os, og det kan vi ikke bruge mere tid på.

Mens FCM kommer ind til kampen efter et mesterskabsræs, hvor den ene finale har afløst den anden, har FCK den seneste halvanden måned spillet mod lidt svagere modstand.

- Vi er vant til at spille mod de bedste hold og spillede Champions League i efteråret, siger anfører Viktor Claesson.

- Der skal ikke være nogen overraskelser eller et tempochok for os. Vi skal være klar, og det er ingen undskyldning, at vi har været i nedrykningsspillet.

Ifølge Bo Svensson er det FCM-hold, som man torsdag står over for, lidt atypisk for dansk fodbold. Mand-mod-mand, stor fysik og et højt tempo er sådan, Svensson beskriver torsdagens finalemodstander.

- Det kender jeg måske lidt mere fra min tid i Tyskland. Det er en anden udfordring, og når det gælder den individuelle kvalitet, så har FCM noget mere at byde ind med, end det vi har mødt den seneste periode.

- Vi ved godt, hvad der venter os, og vi ved godt, at det er et skridt op på flere parametre. Sådan skal det også være, når de to hold, der har de største ambitioner, mødes i en finale. Så må man forvente, at man skal være på sit absolut bedste for at bestå, siger FCK-træneren.

/ritzau/