Konsekvenserne af Tadej Pogacars styrt i Vuelta a España var værre end først antaget.

I et interview med The Athletic fortæller sloveneren, at en scanning for nylig afslørede flere brud på ryghvirvlerne, end han oprindeligt troede.

- For to uger siden var jeg i Slovenien, hvor jeg fik foretaget endnu en CT-scanning. Jeg vidste godt, at jeg havde et brud på C7 (den syvende halshvirvel, red.), men så opdagede vi, at jeg havde brækket yderligere to ryghvirvler, siger han til sportsmediet.

Cykelstjernen førte Vueltaen med næsten fire minutter, da han på 8. etape styrtede og udgik i store smerter.

I første omgang var meldingen, at han havde pådraget sig en hjernerystelse, et brækket kraveben og brud på en nakkehvirvel.

Men de første scanningsresultater var ikke udtømmende.

- I det øjeblik var jeg glad for, at jeg ikke havde kørt EM, som ellers var mit mål i første omgang. Da jeg så, jeg havde brækket tre ryghvirvler, var jeg bare glad for at være i live. Og glad for bare at stå op, siger UAE Emirates-stjernen.

Styrtet i Vueltaen betød, at Pogacars hold lukkede sloveneren ned for sæsonen. Det betød, at han hverken kunne forsvare sine titler ved VM eller EM.

Heller ikke Lombardiet Rundt var han i stand til at deltage i efter at have vundet det italienske monument fem år i træk.

28-årige Pogacar fortæller i interviewet, at han i flere uger efter styrtet døjede med voldsom svimmelhed. Han havde det ikke godt og følte sig deprimeret.

I dag oplever han ikke længere ubehag som følge af skaderne. Til gengæld forsøger han at undgå at bruge venstre arm og nakken til at løfte tunge sager.

- Men hvis jeg styrter på cyklen igen, kan det blive meget problematisk. Alle siger, at jeg var heldig. At du altid er heldig, hvis du selv kan gå væk efter et styrt. Men jo mere, jeg taler med folk, jo mere alvorlig finder jeg ud af, at skaden er, siger han.

Sloveneren har blandt andet vundet Tour de France fem gange i løbet af karrieren, der også tæller 12 monumentsejre og en samlet triumf i Giro d'Italia.

RITZAU