Pinligt IOC - Dopingbekæmpelsen bombet årtier tilbage

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var en af idrætshistoriens største og mest oplagte muligheder for at vise, at doping og i særdeleshed den systematiserede og statsligt understøttede slags er uacceptabelt, IOC søndag forpassede, da eksekutivkomitéen valgte ikke at udelukke Rusland fra OL.

Med beslutningen om at sanktionere et af verdens mægtigste lande, der ved OL i London for fire år siden blev nummer tre i konkurrencen om at vinde flest medaljer, kunne IOC have vist mod, handlekraft og reel magt. I stedet udviser IOC frygt, svaghed og afmagt.

IOC er gennem årene blevet beskyldt for at være en udemokratisk størrelse, hvor valggrundlaget for de individuelle medlemmer ikke nødvendigvis er hverken åbenbart eller logisk, og hvor nepotistiske beslutninger var en del af hverdagen. Gennem de seneste år og især under præsident Thomas Bach har IOC imidlertid  på papiret gennemgået en positiv reformering, men med beslutningen om at lade Rusland deltage ved OL, åbner man igen for at blive tillagt alle de dårligdomme, man så længe har arbejdet imod. Eller: Alle de dårligdomme, man påstår at have arbejdet imod.

Man kan hævde, at IOCs sabelraslen og trussel om udelukkelse netop har virket, nu da Rusland pludselig med 12 dage til OL har åbnet for WADAs kontrollanter. Man kan også hævde, at det er alt for sent, uden troværdighed og alene udtryk for IOCs sande natur.

Da jeg for en måneds tid siden interviewede kronprins Frederik, Danmarks uafhængige IOC-medlem, talte vi om Rusland. Han kaldte dopingsagen for "rædselsfuld" og gav udtryk for, at det var "tæt på", at man burde udelukke russerne fra OL, og at den tungeste konsekvens måske kunne blive taget, hvis ikke russerne udviste samarbejdsvilje. Dengang var det endnu uvist, om Rusland ville indvilge i at give det internationale dopingagentur, WADA, adgang til sine anlæg og indsigt i sine metoder, men siden har det vist sig, at de ikke bare har nægtet at samarbejde, men at dopingsnyderiet var endnu værre end først antaget, og at samarbejdsvilje var noget af det sidste, russerne havde.

Da Grigory Rodchenkov i maj fremsatte sine beskyldninger om systematisk doping i Rusland under vinter-OL i Sochi, blev hans udsagn pure afvist af de russiske myndigheder som enkel mands påstande for egen vindings skyld. I sidste uge viste WADAs rapport, som Richard McLaren havde stået i spidsen for, at dopingen rigtig nok var sat i system, og at sagen trak tråde helt ind i det russiske idrætsministerium og sågar WADA selv. Det var heller ikke kun atletikken, der havde syndet, men så godt som alle andre forbund. Ingen nævnt, ingen glemt. Snyd og bedrag fra top til bund, der naturligvis burde få konsekvenser.

Det får det ikke, og det er både pinligt og totaltødelæggende for dopingbekæmpelsen. Har vi flyttet os en eneste millimeter de seneste 30 år, siden jerntæppets fald, eller hvor vi nu skal sætte en eller anden historisk grænse?

Lige nu tænker jeg ikke, vi er kommet videre. Tvært imod har IOC omend ikke af ord, så af handling, blåstemplet statsorganiseret doping i et af verdens største lande.

Hvad er sport uden troen på reel og lige konkurrence? Ikke sport. Ikke troen på citius, altius, fortius - hurtigere, højere, stærkere - som menneskets rene kamp under fælles, fastsatte regler, som alle overholder. Så bliver det noget dunkelt, hvor man ligeså godt kunne køre maraton på motorcykel for at komme først.

Er der nogen, der vil klappe ad den første russiske medaljevinder? Jeg glæder mig til at se, hvordan kronprins Frederik og Poul Erik Høyer forklarer deres hjertelige håndtryk, når de skal uddele medaljer i Rio. Det skal nok blive akavet.