Philippe Gilbert vandt Flandern Rundt efter dramatisk soloridt

Philippe Gilbert vandt på dramatisk vis brostensklassikeren Flandern Rundt efter et formidabelt soloridt.

Philippe Gilbert vandt søndag Flandern Rundt for første gang i karrieren. Arkivfoto. Scanpix/Dirk Waem Fold sammen
Læs mere

Det blev belgieren Philippe Gilbert (Quick-Step), der vandt den 101. udgave af cykelløbet Flandern Rundt.

Det var første gang i karrieren, at Gilbert vandt Flandern Rundt, der i år bød på en rute på 260 kilometer med 18 små, bidske stigninger samt fem hårde brostensveje.

Løbet blev sat i gang klokken 10.45 og blev som ventet et over seks timer langt udskilningsløb med masser af drama og flere styrt.

Gilbert stak afsted omkring 55 kilometer fra mål, og han viste stor udholdenhed og styrke ved at holde forfølgerne væk.

Favoritterne Peter Sagan (Bora) og Greg Van Avermaet (BMC) jagtede længe Gilbert, men de styrtede 17 kilometer før målstregen og blev dermed sat ud af spillet om sejren.

Sagan opgav med det samme, mens Van Avermaet kæmpede til det sidste og kunne se Gilbert. Men jagten var forgæves, og Gilbert holdt hele vejen hjem. Van Avermaet blev nummer to.

36-årige Tom Boonen (Quick-Step), der har vundet Flandern Rundt tre gange, var også uheldig.

Boonen fik defekt på et skidt tidspunkt og nåede ikke at kæmpe med om sejren. Det var sidste gang, at Boonen deltog i den belgiske klassiker.

Dermed nåede Boonen ikke at blive den første rytter, der formåede at vinde Flandern Rundt fire gange i karrieren.

Flandern Rundt er en del af World Touren og klassificeres som et af sportens fem monumenter.

Der er bred enighed om, at løbet er et af de absolut sværeste overhovedet.

/ritzau/