NFL-mestrene fra Philadelphia Eagles besejrede natten til mandag Kansas City Chiefs i en gentagelse af sidste sæsons Super Bowl.
På udebane vandt de regerende mestre med 20-17 over Chiefs.
En tæt duel blev afgjort i fjerde quarter, hvor hjemmeholdets tight end Travis Kelce ikke fik ordentligt greb om bolden efter et kast fra quarterbacken, Patrick Mahomes.
I stedet erobrede gæsternes Andrew Makuba bolden, hvilket sendte Eagles i et angreb, der viste sig at være afgørende.
Kort efter bragte gæsternes quarterback, Jalen Hurt, sit hold foran med 19-10 på et touchdown. Det efterfølgende field goal blev også udnyttet, hvilket udbyggede Eagles-føringen til 20-10.
Selv om Chiefs fik reduceret til 17-20, så lykkedes det ikke for alvor at true gæsternes sejr.
Med sejren har Eagles fået en forrygende start på den nye sæson i NFL. Mesterholdet har hentet to sejre i de to første runder, mens Chiefs modsat er kommet skidt fra start med to nederlag.
I sidste sæson led Kansas City Chiefs blot to nederlag i hele grundspillet.
Philadelphia Eagles vandt sidste sæsons Super Bowl med 40-22. Kansas City Chiefs havde dengang chancen for at skrive historie ved at vinde Super Bowl for tredje år i træk, men det lykkedes ikke.
/ritzau/