Peter Sagan vinder Paris-Roubaix for første gang

For første gang i cykelkarrieren vandt Peter Sagan brostensklassikeren Paris-Roubaix.

Peter Sagan snuppede søndag sejren i Paris-Roubaix. Scanpix/Jeff Pachoud
Læs mere
Fold sammen

Verdensmester Peter Sagan (Bora) vandt søndag brostensklassikeren Paris-Roubaix, efter at slovakken på de sidste 54 kilometer holdt de øvrige favoritter bag sig.

Det var første gang i karrieren, at Sagan vandt Paris-Roubaix.

Peter Sagan kørte alene op til de forreste udbrydere, og her holdt han i cirka 54 kilometer de øvrige store favoritter bag sig.

Til slut sad Sagan alene med Silvan Dillier (AG2R), som var gået med i et udbrud tidligere på ruten.

Schweizeren kunne dog ikke hamle op med Sagan, der åbnede spurten og var stærkest på de sidste meter. Det virkede ikke til, at Dillier havde flere kræfter til slut.

Paris-Roubaix bød i år på en 257 kilometer lang rute, hvoraf 54,5 kilometer var fordelt på 29 brostenspavéer.

/ritzau/