Peter Gade vandt i Malaysia Open

Peter Gade vandt søndag morgen finalen i Malaysia Open over kinesiske Bao Chunlai.

Badmintonspilleren Peter Gade vandt søndag finalen i årets første Super Series, Malaysia Open. Turneringen foregik i Kuala Lumpur, hvor Peter Gade vandt over kineseren Bao Chunlai efter en kamp på 53 minutter. Danskeren vandt i tre sæt med 21-15, 17-21 og 21-14.

Peter Gade har ellers været svækket af sygdom og lå for nylig indlagt på hospitalet, så det var først i sidste øjeblik, at han besluttede sig for at stille op i turneringen. Derimod har Bao Chunlai kunnet slappe af inden finalen, fordi hans modstander i semifinalen, Chen Hong, trak sig fra turneringen inden kampen. Peter Gade måtte derimod ud i 51 minutters kamp mod landsmanden Kenneth Jonassen, inden han havde kvalificeret sig til finalen.

/ritzau/