Peter Gade overrasket over favorit-kollaps

Peter Gade er pludselig svag favorit på papiret i sin VM-kvartfinale, efter at Malaysias finaleseedede Lee Chong Wei kollapsede foran eget publikum.

Efter sin sejr over Simon Santoso ved VM var danske Peter Gade helt overbevist om, at han ville komme til at møde Malaysias andenseedede Lee Chong Wei i kvartfinalen. Men sådan kom det ikke til at gå, for en rystende nervøs Lee Chong Wei bukkede under for forventningspresset i sin ottendedelsfinale mod Sony Dwi Kuncoro fra Indonesien, som vandt en storsejr på 21-11, 21-9.

- Jeg er meget overrasket, for jeg havde regnet med at skulle møde Lee Chong Wei. Men jeg har meget respekt for Sony, siger Peter Gade, som to gange tidligere har mødt indoneseren ved VM. I 2003 i Birmingham vandt Sony Dwi Kuncoro deres møde i første runde, men to år senere ved VM i Anaheim fik Gade revanche i ottendedelsfinalen.

Med hjemmebanefavorittens exit er femteseedede Peter Gade pludselig svag favorit på papiret mod niendeseedede Sony Dwi Kuncoro, som dog har spillet kortere kampe end danskeren hidtil ved VM.

- Jeg har brugt væsentligt flere kræfter end Sony, så jeg skal være forberedt på nogle lange dueller. Han spiller ikke hurtigere end Lee Chong Wei, men det bliver en svær kamp, siger Peter Gade.

/ritzau/