Petacchi sat af Tour-holdet

Den Italienske Olympiske Komité kræver cykelrytteren Alessandro Petacchi idømt et års karantæne for dopingmisbrug, og det koster Tour de France-deltagelsen.

Den italienske cykelrytter Alessandro Petacchi, der kører for Milram, kommer ikke til at køre dette års Tour de France, fordi han står til ét års dopingkarantæne. Det er nemlig den straf, som Den Italienske Olympiske Komité (CONI) lægger op til efter en høring tirsdag, hvor Petacchi forklarede sig.

- Vi har underskrevet ProTourens etiske kodeks, og den siger, at en rytter, der er under dopingmistanke, ikke kan køre cykelløb, fortæller Milrams manager, Gerry van Gerwen.

Supersprinteren afleverede tidligere på sæsonen en dopingprøve, der indeholdt store mængder af astmamedicinen salbutamol, som Petacchi har en dispensation til at tage i mindre doser. Italieneren har hele tiden nægtet sig skyldig i doping og har forklaret, at den overskredne grænseværdi er en fejltagelse. Petacchi afløses af ukrainske Andrej Grivko, når Touren begynder lørdag. /ritzau/