Pernille Blume er Danmarks nye sportsdarling: Den »lille« guldsvømmer er trådt ud af skyggen

Pernille Blume har vundet en OL-guldmedalje, som andre svømmere vil give deres højre arm for at få om halsen, og er nu blevet en af de helt store.

Pernille Blume vinder OL-guld i 50 meter fri. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På 24 sekunder og syv hundrededele satte Pernille Blume natten til søndag verdenseliten til vægs ved OL.

Hun har altid stået i skyggen af Jeanette Ottesen, Lotte Friis og Rikke Møller Pedersen, hun havde aldrig vundet en individuel medalje ved et stort mesterskab, og så har hun altid været en langsom starter i vandet.

Nu har hun præsteret noget helt unikt, som alle danskere bør forstå, for hun er trådt op på den ypperste svømmeskammel som den hurtigste kvinde på 50 meter fri ved OL.

Ikke et stort naturtalent

Den 22-årige svømmer fra Bagsværd tog sine første små svømmetag i Gladsaxe Svømmehal. Fra tilskuerrækkerne kunne Pernille Blume se storebror Anders svømme om kap med de andre drenge.

Hun var kun fire år, men det hun så, ville hun også. Hun ville konkurrere og komme hurtigst ned i den anden ende. Også selvom det var hjemme i familiens svømmepøl.

Et stort naturtalent har hun aldrig været. Det har hun selv sagt. De lange arme og ben har hun heller ikke haft. Det er ellers en fordel, hvis man gerne vil svømme hurtigt.

Til gengæld besidder hun en vindermentalitet og en råstyrke, der gør, at hun har flyttet sit niveau markant og svømmer langt hurtigere, end hun nogensinde har gjort før.

Glade Pernille var væk

Pernille Blumes altoverskyggende drøm har været at komme i en OL-finale i Rio. Men for et halvt år siden sagde hun faktisk helt stop og smed badedragten i skuffen. Lysten og glæden til at svømme var væk. OL måtte blive uden hende.

Hun har altid reflekteret meget over karrieren og livet i det hele taget. Derfor var hun også tæt på at stoppe efter at have deltaget ved OL i London i 2012, hvor det ikke blev til medaljer.

Det store og smittende smil hos »glade Pernille«, som mennesker tæt på hende kalder hende, er ofte blevet skiftet ud med frustration og tårer, når svømmeresultaterne ikke har flasket sig.

I efteråret 2015 forsvandt hendes motivation helt, og hun havde lyst til at kaste op, inden hun skulle af sted til træning.

Derfor sagde hun i starten af 2016 til cheflandstræner Nick Juba og sin træner fra Det Nationale Træningscenter (NTC), Stefan Hansen, at hun droppede OL - og svømning i det hele taget.

De mange timer, hun havde lagt i svømmebassinet, og troen på, at hun gjorde det rigtige, virkede ikke. Så glæden var væk.

»Hun ved, hvad hun vil«

Pernille Blume var dog tilbage i bassinet i februar og med en nyfunden glæde og lyst til at kvalificere sig til OL i en individuel disciplin.

NTC-træner Stefan Hansen lyttede, sammensatte et nyt program og gav hende medejerskab over hendes egen træning.

Nu var målet at blive klar til Danish Open, som var sidste chance for Pernille Blume til at kvalificere sig til OL i 50 meter fri. Det lykkedes.

Line Præst Lauridsen er en god veninde til OL-vinderen, og veninden har tydeligt set, hvordan Blume har udviklet sig til en robust svømmer og et menneske, der har genfundet glæden og bruger den aktivt i sin kamp for at komme først.

»Hun er blevet så 'stor', at hun kan mærke, hvad der virker for hende. Hun ved, hvad hun vil,« siger Line Præst Lauridsen, der selv har været elitesvømmer.

Veninden fortæller blandt andet, at Pernille Blume er »kæmpe fan« af sangeren Beyoncé. Derfor var de to veninder, dagen inden OL-svømmeren skulle af sted til Rio, til koncert med den amerikanske superstjerne.

»Pernille skulle være i lufthavnen halv fem næste morgen, men hun ville høre Beyoncé. Enhver anden sportsmand ville nok ikke have gjort det. Men det var hun ligeglad med,« siger en grinende Line Præst Lauridsen.

Pernille Blume færdiggjorde også sin HF-uddannelse kort inden, hun tog til Rio.

»Den bedste på de sidste ti meter«

Rent fysiologisk er Pernille Blume meget atletisk opbygget, men hun har ikke den ideelle krop til svømning, og hun er en forholdsvis lav svømmer, som ikke er nogen fordel.

Det virker dog til, at hun har fået kompenseret meget godt for det.

TV 2s svømmekommentator under OL, Michael Stærke, er ikke i tvivl om, hvor Pernille Blumes force ligger.

»Hun er den bedste på de sidste ti meter. Hendes råstyrke gør, at hun kan holde trykket på vandet, mens hun stadig har en høj frekvens i sine armtag. Hun har en fantastisk følelse og fornemmelse for vandet,« siger han.

De langsomme starter er også noget, som den 1,71 meter høje svømmer er blevet skudt i skoene. Og dem har hun forbedret, ifølge Michael Stærke.

»Hun er ikke så langt bagefter, når hun kommer op af vandet efter sin start. Hendes reaktion fra skamlen er fin, for hun er eksplosiv. Men det er specielt arbejdet under vandet de første 15 meter, hvor man må svømme de første 15 meter med butterfly-benspark, som hun har arbejdet med,« siger han.

Pernille Blume har selv sagt, at hun bliver nødt til at kæmpe mere for det end andre med et større naturtalent end hende. Det gjorde hun. Og nu kan hun rejse hjem fra Rio som Danmarks nye svømmedronning og med den første OL-svømmeguldmedalje siden 1948.

Plus en OL-bronzemedalje, som hun senere vandt sammen med det kvindelige svømmehold i 4x100 meter medley.