Pellegrini revser dommerne efter Barcelona-klø på hjemmebane
Real Betis fik drømmemål annulleret og spiller udvist i lørdagens La Liga-kamp mod topholdet FC Barcelona.

Real Betis fik drømmemål annulleret og spiller udvist i lørdagens La Liga-kamp mod topholdet FC Barcelona.

Cheftræner for Real Betis, Manuel Pellegrini, har ikke meget positivt at sige om dommerne efter lørdagens 2-5-nederlag til FC Barcelona i den spanske liga.
- Resultatet afspejler ikke, hvordan kampen var. Der var en række uforståelige og uforklarlige kendelser. Vi blev reduceret til ti mand, og et mål blev annulleret. Det var absurd, siger Pellegrini til streamingtjenesten DAZN ifølge sportsmediet ESPN.
- Efter min mening var det en beklagelig dommerpræstation, tilføjer han.
Hjemmeholdets Giovani Lo Celso scorede et fantastisk mål fra distancen, da Betis var bagud med 1-2, men målet blev annulleret for hånd på bolden i en foregående spilsituation.
Pellegrini mener, at hånden på bolden ikke havde nogen som helst indflydelse på målet.
Real Betis-træneren mener desuden, at Barcelonas tredje scoring i begyndelsen af anden halvleg i stedet burde være blevet annulleret.
- Ved deres tredje mål var der en fod i hovedhøjde, og VAR gennemgik ikke situationen, siger Manuel Pellegrini ifølge ESPN.
I begyndelsen af anden halvleg blev Facundo Bernal sendt tidligt i bad, da han nikkede en skalle til FC Barcelonas stjernespiller Lamine Yamal.
Pellegrini mener, at Yamal provokerede Bernal forud for hændelsen, og at begge spillere burde være blevet holdt ansvarlige for sammenstødet. Yamal fik gult kort, da han skubbede til Bernal, før han blev mødt af en skalle.
FC Barcelonas cheftræner, Hansi Flick, hylder 19-årige Yamal for hans præstation lørdag, hvor han hamrede holdet i front med et langskudsmål med venstrebenet.
- Når du ser det første mål, Lamine scorer i dag, er det utroligt. I mine øjne er han i øjeblikket verdens bedste spiller, siger Flick ifølge nyhedsbureauet AFP.
FC Barcelona topper La Liga med maksimumpoint efter sæsonens første ni kampe. Atletico Madrid ligger nummer to. Real Betis er på tredjepladsen - et point foran Real Madrid, som har spillet en kamp færre.
RITZAU