Paul Le Guen stopper i Rangers FC

Den franske træner Paul Le Guen stoppede torsdag som manager i skotske Rangers FC efter blot syv måneder på posten.

Rangers FC valgte torsdag at skille sig af med den franske manager Paul Le Guen.

I en officiel meddelelse fra klubben forlød det, at parterne har valgt at stoppe samarbejdet efter gensidig forståelse.

- Jeg er skuffet over at forlade klubben, men jeg er sikker på, at det er den bedste løsning for alle parter, kommenterede Paul Le Guen.

De syv måneder i spidsen for Rangers FC gør Paul Le Guen til den manager, der har haft ansvaret for Rangers FC i den korteste periode nogensinde i klubbens historie.

Den franske manager gjorde sig upopulær i tirsdags, da han valgte at sætte klubbens anfører Barry Ferguson af holdet til opgøret mod Motherwell. I stedet valgte Le Guen at tildele anførerhvervet til Gavin Rae.

Rangers FC er i øjeblikket placeret på andenpladsen i den skotske Premier League hele 17 point efter rivalerne fra Celtic.

/ritzau/